Mange falder i dag udenfor de velfærdsydelser, vi har i Danmark, fordi de er gjort digitale. De bliver stemplet som “digitalt udsatte” – ikke af egen fri vilje, men fordi digitaliseringsprojekterne ikke tænker dem ind i løsningerne.
I september blev den danske digitale offentlige sektor for tredje gang kåret af FN, som verdens bedste. Men hvad nytter det at være verdens bedste, når 1/4 af den danske befolkning er hægtet af? Vi skal erkende, at de nuværende digitale løsninger ikke er gode nok. OG så skal vi have fundet en måde at forbedre dem!
Så hvordan får vi de borgere med, som vi i første omgang glemte at tage højde for? Hvordan gøres de offentlige løsninger lige så smarte og intuitive som MobilePay? Hvordan gør vi det nemmere at inddrage de pårørende? Og hvordan får vi forpligtet ledelsen på, at de ikke må føle sig tilfredse før alle er med?
Til dette XRAY gar du muligheden for at bidrage med dine input til, hvordan vi skaber bedre og mere inkluderende digitale løsninger. Vi afholder årets sidste XRAY, hvor vi vil samle ildsjæle, der brænder for at gøre det bedre. Måske sidder du i borgerservice, hvor du oplever de digitalt udsatte borgeres udfordringer helt tæt på. Måske arbejder du for en NGO, er jurist, forsker, politiker, UX specialist eller bare en ganske almindelig borger, med en stærk holdning.
Uanset hvad du laver eller hvilken erfaring du har, så synes vi, at du skal deltage, hvis du:
har en holdning til den digitale inklusion
brænder for at der skal ske ændringer og skabes løsninger
vil bidrage til og påvirke, hvordan vi fremover skal tænke på og arbejde med digital inklusion.
Og når vi siger, at du får mulighed for at påvirke den digitale inklusion i fremtiden, så mener vi det. Vi afholder nemlig XRAY’et i samarbejde med Dansk IT, som er en lobbyorganisation, der påvirker digitaliseringsordførerne på Christiansborg.
Oplæg
“Tanker om digital inklusion og hvor der bør sættes ind” / Jan Riis, Direktør i Lakeside
Jan er direktør i Lakeside og en del af den arbejdsgruppe i Dansk IT, som sætter fokus på Digital Inklusion. Om digital inklusion mener Jan blandt andet, at det bør være de digitale projekters ansvar først og fremmest at tænke i digitale løsninger, der får flere ikke-digitale borgere med – og dernæst tænke i alternative løsninger til den lille gruppe, der bare ikke kan og ikke skal blive digitale.
I sit oplæg vil han komme med sine perspektiver på, hvordan vi kan blive bedre til at tænke i digitale løsninger, der inkluderer flere. Det gør han hovedsageligt med afsæt i eksempler fra det danske sundhedsvæsen, hvor han gennem en lang årrække har observeret udfordringer med digital inklusion.
“Erfaringer fra virkeligheden – et Borgerservice perspektiv” /Anna De Boer, udviklingskonsulent i Egedal kommune
Anna er udviklingskonsulent i Egedal Kommune og udvalgsmedlem i Dansk IT, hvor hun bidrager med et bruger/borger perspektiv fra sin dagligdag, hvor hun bl.a. vejleder i digitale selvbetjeningsløsninger. Anna er også en del af arbejdsgruppen i Dansk IT, som sætter fokus på Digital Inklusion. Som repræsentant for Dansk IT og arbejdsgruppen vil hun tage perspektiver og læringer fra XRAY’et med tilbage til organisationen og deres videre lobbyarbejde på området.
I sit oplæg vil Anna tage afsæt i de erfaringer hun har med fra sit arbejde, hvor hun udvikler borgerrettede digitale løsninger i tæt samarbejde med Egedal kommunes digitaliseringsafdeling.